Personside - 219

Enø-maleren på Rønnebæksholm

”Han var vores bedste portrætmaler og burde have portrætteret folketing og kongehus”, skrev maleren Ole Vincent Larsen om Enø-maleren Harald Essendrop. Fra lørdag den 23. juni til søndag den 26. august viser Rønnebæksholm Kunst- og Kulturcenter ved Næstved en udstilling med værker af Harald Essendrop. Udstillingen er åben tirsdag til søndag fra klokken 12–17.

Harald Essendrop - der døde i 1978 - boede på Enø Kystvej og virkede på Sydsjælland det meste af sit liv. Han var en respekteret maler og modtog en række legater og udmærkelser.

Harald Essendrop var optaget af at arbejde med religiøst forankrede figurkompositioner og stramt komponerede opstillinger, men han huskes nok især for sine mange dejlige skildringer af de sydsjællandske kystlandskaber.

Han var respekteret som underviser, og på bl.a. Næstved Gymnasium nød mange elever godt af hans saglige og engagerede undervisning.

Han var en anerkendt kunstner, som igennem mange år udstillede på Charlottenborg. Han modtog Kunstakademiets guldmedalje samt en række rejselegater og andre udmærkelser.

Harald Essendrop fravalgte berømmelsen i de københavnske kunstcirkler. Kunsthandler Viggo Clausen meddelte ham engang, at han godt kunne droppe sit lærejob og koncentrere sig om at male og blive berømt! Men det ville Harald Essendrop ikke. Dertil holdt han for meget af det pædagogiske arbejde og ubemærketheden ude på Enø.

Han udførte mange bestillingsopgaver, f.eks. portrætter af tre Næstved-borgmestre og vægudsmykninger på Næstved Gymnasium og Margretheskolen i Fodby.

Maleren Ole Vincent Larsen skrev i anledning af mindeudstillingen i Kunstforeningen i 1979 at: ”vi ikke siden har haft en portrætmaler som ham på disse kanter. Ja egentlig var han vel den bedste herhjemme i den genre, hvorfor han nok burde have haft nogle af de store officielle opgaver, f.eks. portrætter til folketing og kongehus".

Og om Harald Essendrops monumentale figurbilleder konstaterer Ole Vincent Larsen: ”man burde have tilbudt ham flere større udsmykningsopgaver, end han fik”.

Til gengæld solgte Harald Essendrop sine billeder til private købere. I sine seneste år næsten førend malingen var tør!

Som medstifter af og mangeårigt bestyrelsesmedlem i Kunstforeningen for Næstved og Omegn var Harald Essendrop med til at præge kulturlivet på egnen, og som censor på foreningens årlige amatørudstilling fungerede han ikke sjældent som ”fødselshjælper” for unge talenter. Mange af egnens kunstnere fik privatundervisning hos Harald Essendrop.

Harald Essendrop udviklede med tiden sit helt eget billedudtryk. Han søgte at undgå tunge overmalede flader og stræbte efter, at farven blev sat på lærredet i et enkelt lag.

Harald Essendrop var især påvirket af de strømninger i kunsten, som repræsenteredes af f.eks. Olaf Rude, Karl Isakson og Edward Weie, og i figurkompositionerne er der tydelige henvisninger til Harald Giersing og Wilhelm Lundstrøm. Imidlertid vedblev det hele livet at være Cézanne, som udgjorde den store inspiration i bestræbelsen på, som han selv har sagt: ” at udtrykke en form i fladen”.

På udstillingen på Rønnebæksholm vises malerier fra de fleste af Harald Essendrops foretrukne motivkredse med særligt vægt på motiverne fra Karrebæksminde, Enø og Knudshoved, desuden maleriet for hvilket han modtog Akademiets guldmedalje, skitser til udsmykninger samt flere officielle portrætter kan ligeledes ses.

Langt de fleste af de udstillede malerier er udlånt af private ejere, og udstillingen er derfor en unik chance for at opleve Harald Essendrops værker i en større sammenhæng.

Fra Frihedsmuseets Modstandsdatabase:

Alfred Harald Schjøth Essendrop (Helge Harald Essendrop)
Født 06-07-1901
Død 30-07-1978
Kunstmaler
Karrebæksminde
Region V (Sjælland)

Modstandsaktivitet

Modtagegruppe - E. dannede og var leder af Enøgruppen.

^{Kiv og krig (Allan Huglstad), 364, 388, 419, 454, 461, 464
Rigsarkivet, 1035-061, Styrkeliste for Modstandsbevægelsen i Næstved, Pk. V-5, s. 137-138}

Fra Weilbachs kunstnerleksikon³:

Essendrop, Alfred Harald Schjøth, f. 1901, Maler. F. 6. Juli 1901 i Bindslev ved Sindal. Forældre: Lærer, senere i Næstved Kristian Julius E. og Anne Schjøth. Gift 25. Marts 1933 i Korinth med Fanny Birgitte Clausen, f. 17. Sept. 1912 i Korinth, D. af Skovrider Valdemar C. og Ida Marie Petersen.

Uddannelse: I Malerlære; forb. til Akad. paa Tekn. Sk. 1919 under Hakon Thorsen; opt. paa Akad. I Malernes Forb.kl. April 1920 og gik der under Ejnar Nielsen til 1923; Akad.s lille Guldmed. 1936.

Stipendier: Raben Levetzau 1928; Akad. 1930 (mindre), 1936 (større).

Rejser: 1927-28 Italien og Frankrig, Belgien og Holland; 1931 Italien, Tyskland; 1936 Paris. Udstillinger: Charl. 1929-30, 32-38, 40-46; Charl. Eft. 1937, 41, 45; Gøteborg 1941; Sep.udst. 1938.

Udmærkelser: Serdin Hansens Pr. 1930; Sødrings Pr. 1943; Eibeschütz' Pr. 1944.

Arbejder: Kristus toer Disciplenes Fødder (1930, Serdin Hansens Pr.); Moder med badende Børn (1935, lille Guldmed.); Landskab ved Fjorden. Enø (1943, Sødrings Pr.); David (Eibeschütz' Pr. 1944).

Essendrops Billeder, der næsten altid er Figurkompositioner, er stærkt forenklede, paa een Gang raffineret og primitivt tegnet med kraftig plastisk Virkning. Der lægges ikke stor Vægt paa Farven uden som et Middel til at fremhæve Figurernes Plastik og forøge deres Spænding i Billedets illusionære Rum, saaledes med Billedet af de badende Børn, der paa den ene Side har en kraftig Rumvirkning, men hvor
Børnenes, Moderens og Teltets kraftigt optrukne Konturer ogsaa danner et lineært Ornament i selve Billedfladen. Farvetonerne har gerne en ”grumset” Karakter. Der er en øjensynlig Søgen efter klassisk Klarhed og Enkelhed.

O.S.

Pol. 5. Jan. 1936; Præstø Avis og Vordingborg Dagbl. 4. Nov. 1941 (enslydende Int.).

Fra Danish Yearbook of Musicology :

Gerhard Schepelern

15.9.1915-6.2.2004

Skulle man ud fra Gerhard Schepelerns slægtsforhold have spået om hans fremtid, så måtte det være som præst, han skulle have gjort sig gældende. Men tidligt fik musikken tag i provst Johannes Schepelerns søn i Gentofte, som efter studentereksamen i 1933 i seks år studerede musik ved Københavns Universitet.

Faget var endnu på dette tidspunkt ungt, og undervisningen foregik i ‘Panums Værelse’ bag festsalen i hovedbygningen på Frue Plads. Sang og anden musiceren spillede også dengang en stor rolle for de musikstuderende, og snart fandt Schepelern sammen med flere af sine studiekammerater, blandt andre Dagmar (Aggi) Christensen, der senere blev hans hustru og en højt respekteret talepædagog ved Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet og Statens Teaterskole. Det frodige musikliv i studieårene er smukt beskrevet af en anden studiekammerat, Anne Sophie Seidelin, i hendes erindringsbog fra 1997, De unge år.

I 1939 valgte Gerhard Schepelern at forlade universitetet, og efter direktionsstudier hos Fritz Busch fungerede han 1943-44 som repetitør ved operaen i Lübeck. I 1945 foranstaltede han i København en koncertopførelse af Mozarts Don Giovanni, som efter at være blevet gentaget i Århus banede vejen for oprettelsen af Den Jyske Opera. Sammen med operasangeren og instruktøren Holger Boland blev Schepelern en drivende kraft i det kunstneriske arbejde, som lå bag grundlæggelsen i 1947 og senere driften af den nye operainstitution. I sine 22 år som kapelmester ved Den Jyske Opera nåede Gerhard Schepelern at dirigere 29 forskellige operaer.

Sideløbende med sin praktiske musikudøvelse var Schepelern en flittig forfatter af musiklitterære bøger. Hans produktion spænder fra oversættelsen og bearbejdelsen af Gereon Brodins En värld av musik, der udkom som Koncerthaandbogen I-III i 1956-59 – et populært værk af høj indholdsmæssig kvalitet – til udarbejdelsen af Operabogen, der i 2001 kom i 12. udgave, og hvis fremskudte position blandt danske operaførere for længst er slået fast.

Men også egentlig videnskabelige værker fylder i Schepelerns publikationsliste. I det omfattende arbejde Italienerne paa Hofteatret fra 1976 leverer han en indgående beskrivelse af de italienske operagæstespil i København i 1840-50’erne. Typisk er hans trang til at skabe overblik, som betyder, at læserne i tilgift får flere nyttige fortegnelser, i dette værk bl.a. over de vigtigste udenlandske operagæstespil i København 1703-1899. For denne afhandling tildeltes Gerhard Schepelern i 1980 lic.phil.-graden i dramaturgi fra Aarhus Universitet.

Interessen for Wagner resulterede i 1983 i den lille publikation Tekstkilderne til Wagners Nibelungens Ring og deres betydning for værket og i 1988 i Wagners Operaer i Danmark, som er et væsentligt bidrag til dansk Wagner-reception. I 1989 udkom den store monografi over Giuseppe Siboni, der udfyldte en lakune i dansk musikhistorie. Som dens undertitel, Et Afsnit af Operaens Historie ude og hjemme hovedsagelig paa Grundlag af hidtil ubenyttede trykte og utrykte Kilder, antyder, har også denne publikation sit egentlige fokus i operahistorien. Blandt meget interessant stof indeholder dette tobindsværk en værdifuld dokumentation af Sibonis italienske baggrund.

I 1995 udgav Schepelern sin sidste større bog, Operaens historie i Danmark 1634-1975, som er en meget personlig og værdifuld beretning om dansk operahistorie, fortalt af en, der i mange årtier så hver eneste operaopsætning i landet. Hvad man i øvrigt lægger mærke til i dette værk er, at den i sproglig henseende stærkt konservative forfatter her skifter til retskrivningsreformen af 1948 knap et halvt århundrede efter dens ikrafttræden. Denne bevidsthed om de ortografiske og i det hele taget sproglige er symptomatisk for Schepelerns bøger, der alle desuden udmærker sig ved en detailrigdom, en forkærlighed for en factspræget stil samt udsøgte illustrationer.

I forordet til Siboni-værket hedder det: “Om selve Bogen kan jeg sige, at jeg har stræbt efter Wahrheit fremfor Dichtung og efter at gøre det helt klart, hvornaar der er Tale om Kendsgerninger, og hvornaar jeg bevæger mig ind paa Formodningernes usikre Grund. Jeg har i videst muligt Omfang ladet Kendsgerningerne tale og har derfor kun kommenteret dem, hvor jeg fandt det paakrævet”. Mon ikke dette kan opfattes som en slags videnskabeligt ‘credo’?

De, der har haft den oplevelse at besøge Gerhard Schepelern i det hyggelige hjem på Bregnevej i Gentofte, vil vide, at hans indsigt i dansk operahistorie var formidabel. Med en hukommelse, som var langt bedre end de flestes, kunne han karakterisere opsætninger, enkelte sangere eller dirigenter fra en svunden tid. Han fortalte for få år siden, at han ved et besøg hos en ældre slægtning i Hellerup i slutningen af 1990’erne var gået forbi en indgangsdør, som bar et lille skilt med navnet Mary Alice Therp – den danske sopran, der var tilknyttet Det Kongelige Teater 1923-35. Schepelern havde banket på døren, og ud var kommet den tidligere så feterede og nu næsten 100-årige sangerinde. Uden at blinke benyttede han lejligheden til at takke hende for hendes fine medvirken som overhofmesterinden i den urpremiereopsætning af Finn Høffdings opera Kejserens nye Klæder, han som dreng havde oplevet ved et af sine første operabesøg på teatret. Det var den 19. januar 1929!

Claus Røllum-Larsen