Ellen Brockhoff Qvistgaard

K, f. 27 maj 1883, d. 24 oktober 1964
     Ellen Brockhoff Qvistgaard blev født 27 maj 1883 i Helsingør. Hun var datter af Alfred Henri Qvistgaard og Anna Marie Margrethe Elise Brockhoff. Ellen Brockhoff Qvistgaard blev døbt 8 juli 1883 i Skt. Olai Kirke, Skt. Anna Gade 12, Helsingør. Ellen blev gift 12 august 1909 med Carl Johan Frantz Mellerup Kallenbach, søn af Johannes Kallenbach og Berthine Sophie Mellerup. Ellen Brockhoff Qvistgaard døde 24 oktober 1964 i en alder af 81 år.
Far-Nat*Alfred Henri Qvistgaard f. 12 Okt 1844, d. 25 Feb 1927
Mor-Nat*Anna Marie Margrethe Elise Brockhoff f. 25 Feb 1843, d. 7 Mar 1923

Børn af Ellen Brockhoff Qvistgaard og Carl Johan Frantz Mellerup Kallenbach

Kildehenvisninger

  1. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Alfred Henry Qvistgaard, 45, Gift, Haraldsted Sorø Amt, Husfader, M
    Anna Marie Magrethe Elise Qvistgaard, 46, Gift, Osnabruck? Tyskland, Husmoder, K
    Georg Brockhoff Qvistgaard, 15, Ugift, Birkerød Frederiksborg, Barn, M
    Emilie Brockhoff Qvistgaard, 13, Ugift, Helsingør, Barn, K
    Karl Borckhoff Qvistgaard, 10, Ugift, Helsingør, Barn, M
    Vilhelm Brockhoff Qvistgaard, 10, Ugift, Helsingør, Barn, M
    Ellen Brockhoff Qvistgaard, 6, Ugift, Helsingør, Barn, K
    Louis Brockhoff Qvistgaard, 4, Ugift, Helsingør, Barn, M.
  2. [S5] Arkivalier Online, online http://www.sa.dk/content/dk/ao-forside

Louis Brockhoff Qvistgaard

M, f. 16 februar 1885, d. 27 februar 1903
     Louis Brockhoff Qvistgaard blev født 16 februar 1885 i Helsingør. Han var søn af Alfred Henri Qvistgaard og Anna Marie Margrethe Elise Brockhoff. Louis Brockhoff Qvistgaard blev døbt 31 maj 1885 i Skt. Olai Kirke, Skt. Anna Gade 12, Helsingør. Han døde 27 februar 1903 i en alder af 18 år.

Folketællinger og boliger

Folketælling1890Hollandske Mølle, Kongevejen 30, Helsingør1
Far-Nat*Alfred Henri Qvistgaard f. 12 Okt 1844, d. 25 Feb 1927
Mor-Nat*Anna Marie Margrethe Elise Brockhoff f. 25 Feb 1843, d. 7 Mar 1923

Kildehenvisninger

  1. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Alfred Henry Qvistgaard, 45, Gift, Haraldsted Sorø Amt, Husfader, M
    Anna Marie Magrethe Elise Qvistgaard, 46, Gift, Osnabruck? Tyskland, Husmoder, K
    Georg Brockhoff Qvistgaard, 15, Ugift, Birkerød Frederiksborg, Barn, M
    Emilie Brockhoff Qvistgaard, 13, Ugift, Helsingør, Barn, K
    Karl Borckhoff Qvistgaard, 10, Ugift, Helsingør, Barn, M
    Vilhelm Brockhoff Qvistgaard, 10, Ugift, Helsingør, Barn, M
    Ellen Brockhoff Qvistgaard, 6, Ugift, Helsingør, Barn, K
    Louis Brockhoff Qvistgaard, 4, Ugift, Helsingør, Barn, M.

Kirsten Hansen

K
     Kirsten blev gift med Kristen Nielsen.

Barn af Kirsten Hansen og Kristen Nielsen

Marie Bolette Breyen

K, f. 8 april 1883, d. 6 februar 1977
     Marie Bolette Breyen blev født 8 april 1883 i Roskilde. Hun var datter af Marinus Henrik Gustav Emil Breyen og Eleonora Isidora Vilhelmine Nielsen. Marie Bolette Breyen blev døbt 24 juni 1883 i Roskilde Domkirke, Domkirkepladsen 3, Roskilde.1 Marie blev gift 4 november 1911 i Søllerød, København, med Georg Brockhoff Qvistgaard, søn af Alfred Henri Qvistgaard og Anna Marie Margrethe Elise Brockhoff. Marie Bolette Breyen døde 6 februar 1977 i en alder af 93 år.
Far-Nat*Marinus Henrik Gustav Emil Breyen f. 3 Okt 1844, d. 9 Maj 1916
Mor-Nat*Eleonora Isidora Vilhelmine Nielsen f. 13 Jun 1856

Børn af Marie Bolette Breyen og Georg Brockhoff Qvistgaard

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.

Caroline Hanne Danchell

K, f. 24 august 1879, d. 17 oktober 1910
     Caroline Hanne Danchell blev født 24 august 1879 i Frederiksberg, København. Hun blev døbt i Frederiksberg Kirke, Frederiksberg Allé 71, Frederiksberg, København. Hun var datter af Carl Hambro Danchell og Laura Mary Anne Hewitt. Caroline blev gift 15 januar 1902 i Frederiksberg, København, med Georg Brockhoff Qvistgaard, søn af Alfred Henri Qvistgaard og Anna Marie Margrethe Elise Brockhoff. Caroline Hanne Danchell døde 17 oktober 1910 i Frederiksberg, København, i en alder af 31 år. Hun blev bisat fra Solbjerg Kirke, Howitzvej 30A, Frederiksberg, København.

Folketællinger og boliger

Folketælling1885Amerikavej 4, København1
Far-Nat*Carl Hambro Danchell f. 31 Mar 1833
Mor-Nat*Laura Mary Anne Hewitt

Familie: Caroline Hanne Danchell og Georg Brockhoff Qvistgaard

Kildehenvisninger

  1. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Carl Hambro Damhell, 51, Gift, Grosser, Kjøbenhavn, Husfader, M, , Kjøbenhavn
    Edvard Henri Hambro Damhell, 11, Ugift, , London, Barn, M, 4,
    Hanne Caroline Damhell, 5, Ugift, , Kjøbenhavn, Barn, K, ,.

Ellen Johanne Nielsen1,2

K, f. 3 september 1913, d. 31 august 1990
Fra Dansk Kvindebiografisk Leksikon:3

Ellen Qvistgaard (1913 - 1990)
Qvistgaard, Ellen Johanne

1913-90, modstandskvinde.

*3.9.1913 i Kbh., †31.8.1990 smst.

Forældre: murerarbejdsmand Kristen Nielsen og Kirsten Hansen.

~24.9.1938 med kunsthandler, oversætter Georg Brockhoff Q., *19.2.1915 i Kbh., †20.5.1944 smst., s. af sekretær Georg Brockhoff Q. og Marie Bolette Breyen.

Efter at have taget studentereksamen 1935 på Akademisk Kursus rejste EQ til Paris, hvor hun mødte Georg Q., der ligesom hun selv havde taget arbejde som husassistent. De forelskede sig og tog på en rejse sammen gennem hele Europa, først på cykel og siden skiftevis til fods og med tog. 1938 giftede de sig og forsøgte at drive en kunstbod i Kbh., men måtte opgive i 1940. Straks efter den tyske besættelse af Danmark gik ægteparret ind i det illegale bladarbejde, der var i sin spæde begyndelse, og efter at have huset en engelsk faldskærmsmand i begyndelsen af 1943 kom de til at spille en central rolle i organiseringen af modtagelser af nedkastede forsyninger og personel til det illegale modstandsarbejde. Det var EQs mand, der af lederen af modtagearbejdet i Jylland Ole Geisler blev opfordret til at deltage. Hun ønskede også at yde en indsats, men måtte som kvinde kæmpe for at blive accepteret som aktiv i felten. Det lykkedes i kraft af hendes egen og ægtefællens stædige insisteren, og EQ medvirkede ved modtagelser flere steder i landet. I foråret 1943 deltog hun sammen med sin mand ved de første fuldt ud vellykkede modtagelser ved Randers, Hvidsten og Ålborg, og i begyndelsen af august 1943 var hun med ved modtagelsen af de første nedkastninger på den midtsjællandske Gyldenløveshøj, der havde stor betydning som modtageplads, da det var vanskeligt at transportere sprængstof fra nedkastningerne i Jylland til Sjælland.

EQ beskrives af andre modstandsfolk som den reelle leder af det praktiske modtagelsesarbejde. Med stor effektivitet og myndighed tilrettelagde hun modtagelser, ompakninger og den videre transport, et job, der ellers var forbeholdt mænd. I forbindelse med planlægningen af modtagelserne og organisering af den videre distribution havde hun tillige en betydelig kurér- og ledsagevirksomhed, der krævede mod og omfattende sikkerhedsforanstaltninger. Hun undgik selv arrestation, men hendes mand blev taget af tyskerne i januar 1944. Hun gik herefter under jorden og søgte i den første tid ophold på Damehotellet i Kbh., der i Besættelsens sidste år fungerede som et effektivt skjulested for modstandsfolk. Da hun et par måneder senere fik besked om, at Gestapo kendte til hendes illegale aktiviteter og var i besiddelse af hendes signalement, måtte hun i april 1944 modvilligt forlade Danmark, hvor hendes mand stadig var i fangenskab. Hun flygtede til Sverige, hvor hun bl.a. virkede som sekretær for efterretningsofficer Niels B. Schou, der arbejdede med sikkerhedsovervågning, kontrol med illegale ruter og indsamlede oplysninger om formodede stikkere i Danmark. Under sit ophold i Sverige kunne hun læse i avisen, at hendes mand var blevet henrettet i maj 1944.

Efter Befrielsen vendte EQ hjem til Danmark med Den Danske Brigade, men forlod kort tid efter landet igen for at tiltræde et job hos Henrik Kauffmann i det danske gesandtskab i Washington. Hun havde som mange andre tidligere aktive modstandsfolk svært ved overgangen til et normalt liv og fandt, at det var vanskeligt at omgås mennesker, der ikke havde deltaget i modstandsbevægelsen. Efter syv år i Washington vendte hun hjem og begyndte at studere engelsk på Kbh.s Universitet. Hun blev mag.art. i 1973 og var herefter ansat på universitetet.

Kate Fleron: Kvinder i Modstandskampen, 1945.
Vilhelm la Cour: Danmark under Besættelsen, 1945-47.


Anette Warring


Kate Fleron fortæller:

Ellen Quistgaards mand, Georg Quistgaard, blev henrettet af tyskerne den 20. maj 44; selv havde hun af chefen for faldskærmsfolkene fået ordre til at rejse til Sverige i marts måned. ”Det var meget mod min vilje”, siger hun, ”jeg ønskede at blive i landet, fordi jeg ville arbejde på at få min mand ud.”

Jeg beder hende fortælle, hvordan hendes illegale arbejde begyndte og udviklede sig.

”Min mand og jeg havde længe haft noget med de blade at gøre, men februar 43 var det første gang, jeg så en faldskærmsmand. Han blev indlogeret hos os, og jeg var lidt skuffet over, at han bare var en ganske almindelig, stilfærdig lille fyr. Der gik nogen tid, så blev min mand spurgt, om han ville tage til Jylland for at hjælpe med at modtage våben. Han sagde ja, og så rejste vi sammen med Andy og Aksel. Adolf Larsen og Ole Geisler hed de rigtigt.”

Hvordan bar De Dem ad med at få lov til at komme med?

”Det var noget, Georg ordnede, han sagde, at jeg skulle med, vi to var altid sammen. Aksel var ikke videre begejstret for det, han var noget skeptisk med hensyn til, hvordan jeg ville opføre mig, men bøjede sig for min mand. Vi overnattede i Randers, modtagelsen skulle finde sted få kilometer derfra, og jeg fik ikke tilladelse til at komme med derud. Men næste gang kom jeg med – det var i april, hvor der var en modtagelse få kilometer fra Hvidsten kro. Jeg blev betroet at gå vagt på vejen lige ved modtagepladsen, den anden vagt var dyrlæge Iversen fra Hvidsten, der senere blev skudt af tyskerne sammen med Fiil'erne. Dyrlægen og jeg skulle signalere til de andre, hvis der var noget galt.

Ved den tredje modtagelse ved Madum sø en snes kilometer fra Ålborg var jeg helt og fuldt med ved modtagelsen. Det var i juni, og der skulle samme nat være modtagelse også ved Hvidsten. Det var jo kun to uger hver måned, at måneskinnet var så stærkt, at der kunne være tale om nedkastninger. Den ene uge kunne vi vente maskinerne mellem kl. 22 og 2, den næste uge mellem 24 og 4. Ved Madum ventede vi atten mennesker fra kl. 22 til 2, så opgav vi det og kørte med lastbilerne tilbage til Ålborg. Dér lå en besked fra Andy, at hans fætre alligevel kom i aften, og vi måtte skynde os tilbage igen. Første gang havde flyveren ikke kunnet finde os, fordi der lå tåge over søen. Ganske kort efter vi var kommet derud anden gang, kom maskinen, og lige efter lød et kæmpemæssigt plask, der bestemt kunne høres mange kilometer væk – det var ikke til at tage fejl af, at en af mændene var faldet i søen. Vi var angst for, at han skulle drukne, og tre mand høj styrtede vi ned til søen, der stadig var halvvejs dækket af tåge. Pludselig var der en barsk og noget irriteret stemme, der spurgte min mand, om han havde en tændstik. – Georg var så optaget af at plaske i søen, at han ikke straks sansede, at denne mand, der forstyrrede ham med sit dumme spørgsmål, var ham, han søgte efter, og at spørgsmålet var koden, som han skulle svare til. Svaret lød: "Nej, jeg har ingen." Og det var netop det, Georg fik sagt, før han var klar over, at det også var det, han skulle sige. Manden, der var faldet i Madum sø – vi kaldte ham senere for "Jomfruen" – var temmelig medtaget. Det havde været meget ubehageligt for ham at havne i søen, fastgjort til sin faldskærm og med den tunge dragt på.”

Det var spændende med modtagelserne?


”Ja, det var hver gang en meget stor oplevelse. Det foregik altid om natten i månelys. Holdets medlemmer var posteret i en bestemt orden, og terrænet var afgrænset af lys i en bestemt farve; vi benyttede så en anden farve lys til at morse til flyveren med. Vi kunne ligge og vente i timevis, men mærkede ikke fugtighed og kulde, fordi vi var så optagne af, hvad der skulle ske. Endelig, endelig hørte man så maskinen fjerne summen – man lærte hurtigt at skelne mellem lyden fra en tysk og en engelsk maskine – så kom flyveren og strøg i lav højde hen over pladsen for at orientere sig, forsvandt et par minutter, kom igen, gav lys og kastede skærmene mod vindretningen, fløj sommetider en æresrunde bagefter – skønt det var forbudt – og forsvandt. Hver eneste gang prøvede vi at opfatte det øjeblik, hvor containers og mænd blev smidt ud af maskinen, men det var umuligt at skelne, man kunne intet se, før pludselig seks, otte skærme svævede majestætisk gennem luften. Hver gang virkede synet lige – ja, lige højtideligt, kan man næsten sige.

Det eneste uheld, vi har haft ved modtagelserne, jeg har været med til, var det med "Jomfruen", der faldt i Madum sø, ellers gik alting efter beregningerne.

Når vore containers med bump nåede jorden, gjaldt det om hurtigst muligt at få dem frigjorte fra faldskærmene og få dem gravet ned. De var farlige at have liggende på jorden, fjendens flyvere kunne nemt opdage dem.”

Hvorfor brugte de ikke camouflerede skærme?

”Det gjorde man også et par gange, men de var til gengæld ikke til at finde på jorden, det var ikke muligt at skelne dem fra jordsmonnet. Man fandt dem kun ved, at man pludseligt fik fødderne viklet ind i noget snoreværk, og så vise det sig at være faldskærmen, man vadede rundt i.”

Var det ikke hårdt for en kvinde at tømme containers?

”Ærlig talt, nej. Det gjaldt i grunden ligeså meget om at være fiks på fingrene, så man i en fart kunne få løst skruer og jernstænger, som det gjaldt om at have kræfter. Der var to slags containers: dem, der bestod af fire spande, spændt ned ved siden af hinanden, beregnet til at tage ud og transportere videre uden ompakning og så de andre containers, hvor stuff og våben var pakket tæt sammen og måtte tages ud og puttes i sække. Det var pakningen, der tog tid, og så at rydde sporene af vejen. Jernstængerne og hylstrene kunne vi smide i søer og mergelgrave, men faldskærmene var slemme til at boble op igen, dem måtte vi i reglen grave ned. Jeg vidst nøjagtigt, hvor mange skruer og stænger og møtrikker, der hørte til hver del, og det var et af mine job at gå jorden efter og overbevise mig om, at der intet lå tilbage, der kunne røbe os for bonden eller skovfogeden, når han næste dag passerede stedet.”

Ellen Quistgaard fortæller ikke selv, hvor stor en rolle hun spillede i dette arbejde, men en mand, der var med ved en af de berømte modtagelser ved Gyldenløveshøj på Skjoldenæsholms jorder, har sagt mig, at det faktisk var hende, der ledede det praktiske arbejde: hun udstedte ordrer til højre og venstre og var samtidig et mønster for sine mandlige kammerater i hurtighed og effektivitet. Hun syntes at have et øje på hver finger og ved en bestemt lejlighed, hvor et par unge mennesker var ude efter at negle nogle af revolverne, skred hun ind og forlangte med stentorrøst revolverne udleveret – hvilket omgående skete…

Fru Quistgaard fortæller videre: ”Det var bedst, hvis vi kunne få sprængstofferne, 808 og Plastic og hvad det nu hed, og skydevåbnene af sted med biler den samme nat, men det lod sig ikke altid gøre. Ved Gyldenløveshøj måtte vi nogle gange gemme det i skoven i set skur, skovrider Krarup brugte til redskaber. Næste eftermiddag kørte min mand og jeg ud i en taxa og hentede det. Vi havde vores lille hund Dorthe på skødet og så meget borgerlige ud. Chaufføren var selvfølgelig en af vore egne. Vi var enige om, at hvis vi kom til en spærring, prøvede vi at forcere den – det ville være vores eneste chance, hvis vi lod dem standse os, var vi færdige.”

Ville De også skyde?

”Ja, jeg ville ikke have betænkt mig, jeg havde lært at skyde i skovene, og jeg kunne ramme med nogenlunde sikkerhed. Men der skete aldrig noget.”

Fru Quistgaard rejste også som kurér: ”Når der var modtagelse, havde maskinen næsten altid breve med, og den følgende morgen rejste jeg så til København med posten. Tit havde jeg også en eller to af de folk med, som var hoppet ned om natten. De måtte ikke rejse alene, fordi man ikke kunne risikere, at de på en eller anden måde røbede deres ukendskab til danske forhold, for eksempel ved at kludre med ernæringskort eller penge. Nogle af dem havde levet i udlandet i mange år og talte med accent. Når vi nåede til Roskilde stod vi af og tog bumletog til Nørreport. Det var sikkert også disse sikkerhedsforanstaltninger, der reddede mig fra at løbe i armene på Gestapo, da min mand var blevet taget. Georg blev fanget af tyskerne torsdag den 13. januar, og om lørdagen kom jeg fra en kurérrejse uden at ane noget som helst. Jeg var en lille smule urolig, fordi jeg den foregående dag overhovedet ikke havde haft kontakt med nogen fra organisationen, og jeg blev endnu mere urolig, da min mand ikke var ved toget for at hente mig, det plejede han altid. Da jeg kom hjem til vores lejlighed i Åbenrå, så jeg, døren var spigret til og forstod, at noget var galt. Jeg skyndte mig ned i en telefonkiosk og ringede til frøken Bruun de Neergaard på Damehotellet i Gl. Mønt, hvor de engelske faldskærmsfolk dengang havde headquarter. Jeg sagde bare: Det er mig, må jeg komme op at sludre lidt med Dem. Hos frøken Neergaard fik jeg at vide, hvad der var sket.

Jeg gik under jorden; jeg havde en fornemmelse af, at så længe jeg var her i København, kunne jeg bedre gøre noget for min mand – men i virkeligheden kunne jeg intet udrette. Da vi et par måneder senere fik besked om, at Gestapo kendte mit signalement, til trods for at jeg havde farvet håret sort og søgt at gøre mig ukendelig, og at de havde rapporter på, hvor jeg havde færdedes, forlangte chefen, at jeg tog til Sverige.

Den 13. maj blev der afsagt fire betingede dødsdomme, min mands var den ene, og fru Wichfelds var også blandt dem. Få dage senere sad jeg i toget i Sverige og læste, at fru Wichfeld var blevet benådet – så var jeg klar over, at de andre ville blive skudt. Det ville være mærkeligt, om de benådede partielt. Det kom også til at passe: Georg blev skudt den 20. maj om morgenen. Dødsattesten er udstedt for den 19. om aftenen, der står, at dødsårsagen er ”indre forblødning”. Min mand skrev en dagbog i fængslet, som han fik smuglet ud – jeg har ikke læst den, men det fremgår af den, at han ikke har røbet sine kammerater eller sagt noget, der kunne skade arbejdet. Han kunne dø roligt – og somme tider tænker jeg på, at han er blevet sparet for mange skuffelser.”

Til sidst siger fru Quistgaard: ”Det er mærkeligt, som disse år har forandret én; man har ondt ved at klare sig i samværet med andre mennesker, der ikke har været med i frihedskampen, de mangler noget, man selv har – noget, der er så vigtigt for én. Jeg er glad for, at jeg var med. Det var en lykkelig tid, jeg ville nødigt have undværet den.”

Kort efter denne samtale med Ellen Quistgaard rejste hun til Washington, hvor hun havde fået en stilling hos minister Kaufmann i det danske gesandtskab. Hun fik besked om at skulle rejse den ene dag – og forlod Danmark den næste…


     Gift navn var Ellen Qvistgaard. Ellen Johanne Nielsen blev født 3 september 1913 i København. Hun var datter af Kristen Nielsen og Kirsten Hansen. Ellen Johanne Nielsen tog eksamen som student i 1935 i Akademisk Kursus, Titangade, København. Ellen blev gift 24 september 1938 med Georg Brockhoff Qvistgaard, søn af Georg Brockhoff Qvistgaard og Marie Bolette Breyen. Ellen Johanne Nielsen tog eksamen som mag. art. i 1973. Hun døde 31 august 1990 i København, i en alder af 76 år.
Far-Nat*Kristen Nielsen
Mor-Nat*Kirsten Hansen

Familie: Ellen Johanne Nielsen og Georg Brockhoff Qvistgaard

Kildehenvisninger

  1. [S185] Jytte Larsen, Kvindebiografisk Leksikon.
  2. [S272] Kate Fleron, Kvinder i modstandskampen.
  3. [S208] Stig T. Rasmussen, "Orientalistik i det 18. århundrede."

Kristen Nielsen

M
     Kristen Nielsen var murerarbejdsmand. Kristen blev gift med Kirsten Hansen.

Barn af Kristen Nielsen og Kirsten Hansen

Georg Brockhoff Qvistgaard1

M, f. 19 februar 1915, d. 20 maj 1944
     Blev født den 19. februar 1915 i København, søn af sekretær, cand. polit. Georg B. Quistgaard og hustru Marie Q., f. Breyen. Opvokset i Roskilde, hvor moderen efter faderens død (1914) var kommunekasserer, gik på Roskilde Katedralskole, men forlod gymnasiet inden studentereksamen. Gik senere på studenterkursus i København, men afsluttede heller ikke dette. Efter skolegangen var han karl på Kulhus Kro i et halvt år, blev derefter ansat som arbejder på Soyakagefabrikken i Roskilde, indtil han på grund af lungebetændelse blev indlagt på et hospital og opereret. Efter rekreationen på vandretur gennem Jylland, overnattende på bøndergårde og hos vestkystens fiskere. Sverige - Jena - England ! Cykeltur til Holland, Belgien, Frankrig. I Paris, hvor han en tid tog stilling som mandlig husassistent hos en enlig herre, traf han den unge pige, Ellen Nielsen, som blev hans kone. Hun var dengang i huset hos en læge i Paris. Sammen med Ellen vagabonderede han videre gennem hele Europa, i Athen mistede de deres cykler, men fortsatte ufortrødent pr. båd og tog og til fods gennem Italien, Marseille, Paris, hjem til Danmark for at fejre jul i Roskilde. En uforbederlig vagabondnatur, med en drøm om engang at skrive alle de andre sønder og sammen, beslægtet i sin første udvikling med Caldwell og Steinbeck og Saroyan og de andre amerikanere - og med Holberg og Mogens Klitgaard, for den sags skyld, i sin brogede, forvirrede, søgende, vagabonderende ungdommelighed! Et par småskitser fik han trykt i ”Vild Hvede' - et lille pariserbillede, endnu umodent i den lidt manierede stil - en skildring af 19-årsdagen for våbenstilstandsdagen den 11. november 1937. Han slutter med ordene: ”Fredens dag; 19 år. Gid den må vare 20'. Det var hans mål engang at blive forfatter, men han nåede det ikke. - om han kunne skrive? Spørg dagbogen.

Så er vi inde i besættelsen, og Georg Quistgaard var blandt modstandsbevægelsens pionerer. Det begyndte som med så mange andre med lidt halvfarlige puslerier, men det tog snart fastere former. Georg Quistgaard blev en uundværlig organisator for de engelske faldskærmsfolk i Danmark. Han var deres kontaktmand, skaffede dem ophold og forbindelser, rejste rundt i hele Danmark og lagde grunden til et netværk, som efterhånden skulle omspænde hele landet. Dengang boede han og Ellen i den lille gade med det sjove navn Aabenraa i København, lige bag Gothersgade. Begge var de helt opslugt af det arbejde, de nu var gået ind i - nu var det alvor og ikke romantiske drømme længere. Men en dag gik der hul i nettet et bestemt sted - og en af dem, som Georg havde hjulpet, og som kendte alt for mange af sammenføjningerne, bestod ikke ildprøven. I Aabenraa nr. 10 var der den 13. januar 1944 opstandelse - gestapoudrykning, voldsom skydning - og lidt efter vidste alle, at en lang, mager oversætter, eller hvad han nu var, vist tidligere kunsthandler - Georg Quistgaard - var blevet arresteret og ført bort af tyskerne.

Ja, resten er jo udefra set kun nogle korte bemærkninger og kølige datoer: Vestre Fængsel (13 2.3.) - Schwerin (2.3.-25.4.) - Vestre Fængsel (25.4.-21.5.) - dødsdom (12.5.) - henrettelse (21.5.)

Uddrag af fængselsdagbog og breve .

”I. Maj. Alverdens røde Dag i Dag eller i hvert Fald den halves. Men for mig er den grøn af Farver og stort Håb, og rød vil den aldrig blive.
Kommunister er ikke Mennesker, der vil yde noget eller dele noget, men Mennesker, der vil have noget i Modsætning til 'Kapitalisten”, der vil have mere endnu.
Kommunisme vil være som et Forsøg på at gøre alle Træer i Skoven til Grantræer. Der skal være små Grantræer og store Grantræer, men alle skal have Toppen, hvor de andre har Toppen, og Bredden, hvor de andre er bredest. Men nogle skal stå på Fod og særlig pyntes, selv om de også er Grantræer. For sådan noget kan også ske i Granskove.
Min Makker i Sehwerin var Kommunist med visse Evner, og trods et tungt Gemyt og Hang til Tragedie blev han en Slags Erstatning i Lighed med Suppen, der fyldte uden at nære. Men allerede den første Dag faldt Talen på Kommunisme, hvorpå han retter sig, vulgær og overbevist, og erklærer. at jeg skal i hvert Fald ikke fortælle ham noget om det Emne. Siden lod jeg ham fortælle og lærte meget mere.
- Jeg har fejret min grønne Dag med Majregn; en stille Regn i Nakken og Håret og op om Skoene og fra Halvtaget over Løbeburet ned i Renden bag Gitteret, hvor det sprøjtede og boblede og snakkede på en ganske mærkelig Måde. -- Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst var i Regn, men i hvert Fald mærkedes det som Afslutning på en lang Tørke. - og en Have har jeg anlagt. Ikke nogen stor Have med Flugtstol og Blomster, men kun lidt Græs, som jeg fandt i Kanten mellem Cementvæggen og Asfalten. Nu står det og gror i en Tændstikæske og er helt holdent mit eget grønne Græs. Blot mangler jeg nu en Regnorm.
- Odessa er faldet; den 11.4. Nyheden stod at læse under Gårdturen. Jeg har savnet den meget længe, og nu fik jeg den, meget gammel. I Går på Toilettet fandt jeg fremlagt et Par sirlige Udklip uden Dato, der berettede om Kampe på Krim og russisk Fremrykning mod Odessa. Mandag for en Uge siden fik jeg at vide, at Krim var rømmet 8 Dage før; derimod kendte min derværende Hjemmelsmand ikke Odessa, og Rumænien forvekslede han med Østpreussen. - Så usikker er Nyhedstjenesten altså trods alt for os indvendige. Er man pågående, kan man selvfølgelig erhverve bedre Viden, men jeg er træt forlængst af den besværlige Jagt, der dog kun giver Resultater af Størrelse og Facon som de stakkels Snegle i rue st. Honore.
- Jeg har erhvervet et splinternyt Kompleks: et Brødkompleks. I Schwerin var Rationen 2 Skiver om Morgenen - en tynd og en lidt tykkere - og det samme om Aftenen. Så kiggede man og bedømte, og Petersen greb med abeagtige og ikke altid æstetiske Fingre de fire Skiver og underkastede dem en nøje Opmåling med fordelagtig Facit for egen Konto. Hvorpå man omstændeligt gennemtyggede først den tynde, s Tildeling. Man begynder med 10 Skiver om Dagen, er utilfreds og går op til 12, fortsætter til 14 og er nu nået til 18. Atten tykke Fladbrød dagligt samt varm Mad og Pålæg Der er ikke Tale om Mæthed, men om en Fyldningsproces. Og stadig sidder som en bange Følelse i Kroppen Skrækken for ikke at blive mæt, helst overmæt, i hvert Fald føleligt mæt. Og Tanken på Timerne inden næste Måltid! Selvfølgelig er det en Overgang, men sådan er det.
- En daglig Glæde er blevet min Aftengang til Sanitäter'en. Hele Kvindesiden spadserer jeg af, iført Flip og Slips. Så ned af Trappen - 2 Etager - og hen gennem Stuen. Man træffer Medmennesker og Soldater, ser fremmede Døre, indånder Luften fra det større Rum og veksler de sædvanlige Bemærkninger med Erstatningsdoktoren. Det er faktisk Frihed under Kontrol. - Min Anledning til Besøget er en Æske Albyl, behørigt indskrevet og påtegnet med Cellenummer. Nu ligger den og praler på en Hylde blandt mange andre Pilleæsker og fylder ham med endnu større Stolthed. - 20 Stk.s Indhold, 2 Tabletter dlg. Ikke fordi han aner, hvad det er, og heller ikke, fordi jeg bruger dem. Men jeg gemmer dem i Cellen, og når jeg har samlet 20, henter jeg den tomme Æske tilbage, fylder den påny og afleverer den. Således skal min Aftenvandring fortsætte.”

18.5.

”Den ene Nyhed følger i Hælene på den anden. Det er hård Storm, og Båden vipper, men den synker ikke Nu hører jeg ad Bagveje, at vi skal til Kiel. Jeg burde selvfølgelig havde vidst, at vi stadig er Turister, men der var så meget andet at tænke på. Jeg får vel næppe Lejlighed til at fortsætte dette Brev, hvad jeg vil savne. Heller ikke kan jeg skrive til Mor, hvad jeg vil savne endnu mere. Det er det eneste, jeg kan gøre for at hjælpe jer, men dog også lidt.
Og så en Ting endnu: Hvad I end hører, så vent med at tro det, til I har Bevis ! ! - Jeg har hørt det påstå før, og min Makker i Sehwerin fortalte det: En Dansker fra Dagmarhus havde hævdet overfor ham, at der var afsagt adskilligt flere Dødsdomme end der var fuldbyrdet! Det blev sagt på en Måde, der berettiger til at tro, at det er muligt. Og hvad kan man vide om os, når vi sidder i Kiel eller et andet Sted ? Måske er det forkert at give jer et Håb, der kan være forgæves, men jeg synes dog, I skal vide, at Muligheden er der absolut.
- I Forgårs fik vi forkyndt, hvad jeg allerede vidste, at Dommene var betingede. Besøgstilladelse fik vi også, hvad jeg skrev til Mor. Det var svært, men det bliver uendeligt meget sværere for Mor. Så i Går fik jeg at høre om de 4 nye Domme. Jeg vil blot gentage kort, hvad jeg allerede har skrevet til Mor: at det er en Skærpelse af Situationen, men en tilsigtet Skærpelse, at det fordobler Virkningen derude i Byen. At Tyskerne synes at opfatte, at Virkningen kun kan ventes gradvis og derfor gradvis opfrisker Erindringen. - At vi vinder Tid og Tid skal der til for at opnå en Afspænding - at Fuldbyrdelsen af så ”specielle” Domme synes mig mindre sandsynlig på et Tidspunkt hvor alle og Tyskerne i Særdeleshed snakker Efterkrigsforståelse.
Det var kort og godt, hvad jeg mente, og jeg gentog det kun for ”Helhedens” Skyld.
- Skal min Sjæl da aldrig få Ro ? Utrætteligt flagrer den mellem 2 Riger, hvileløs og usalig og jaget af mørke Mænd i grat Tøj. Vi skal nu til Kiel, får jeg at vide. I nærmeste Fremtid, man burde have ventet det, men jeg har fordøjet Nyheden. - (Jeg ser, at jeg ikke blot har fordøjet, men slugt den hel. Jeg skal ikke omtale det yderligere).
- Så slutter jeg. Ja, ikke at jeg slutter, for jeg fortsætter S. 83, blot bliver det ikke i denne Pakke. Skulde man slutte med en Bemærkning ? Men hvorfor ? Der er intet definitivt over S. 82 i et langt Brev. Heller ikke jeg føler noget definitivt. Lidt Søgang har der været, det kan jeg se af Teksten; men der er lang Vej mellem Mulighederne og dybt imellem også. Og så håber jeg i øvrigt på et Tugthus af Guds Nåde og en snarlig Landgang i Kiel. For Invasionen kommer til Pinse !
Vi vandt i hvert Fald en Krig!

(love Georg) .

” ILLEGALT UDSMUGLEDE BREVE FRA GEORG QUTSTGAARD TIL HANS MOR
(Dette brev er skrevet på toiletpapir:)

26.4. 1944-
”Kære -! Så går jeg igen herude på Vestre og pusler som en gammel Mand i sin Hønsegård. Og Lejlighed til at sende dig et Livstegn fik jeg endelig også. Jeg kan tænke mig, hvordan du har haft det, men vi opnåede aldrig Skrivetilladelse under vort udenrigs Ophold og få Dage, før vi kommer her, bliver alt med -tilladelse inddraget som Kvittering for 2 Soldaterdrab. - Tak for dit meget velkomne Brev af 16.3., modt. 21.4. og R.K.-Pakke, udleveret Aftenen før vores Afrejse. - vi drog 10 ud og kom 8 hjem; 2 Faldskærmsjægere blev i Tyskland. 8 Anklagede fra 5 forskellige Sager - hård Hud og knækkede Negle, lidt mindre Spæk, men ellers med det meste af Faconen i Behold. I Dag var vi for første Gang en Tur i frisk Luft (siden d. 2. Marts) og i Søndags var vi for første Gang overhovedet uden for Cellens 3 Gange 4 kalkede Meter. Ca. det halve Antal Dage har vi tilbragt på ubeskæftiget Vandring op og ned ad Gulvet, den øvrige Tid har vi løst Knuder (Høstbindegarn) og flået Halm (til Flettearbejde). Iøvrigt var der ubeskriveligt snavset og uhumsk i Kulturlandet og dertil Vgtig, og anden Del synes også at skulde stemme. Om så også mine Begrundelser for første Del af Beregningen var rigtige, ved jeg selvfølgelig ikke. Tonen herhjemme er vistnok anderledes, end jeg havde ventet - men hvad Planerne end er, t Pensionærerne virker lidt nedtrykte. Soldaterne også- måske er alle lidt forsårstrætte, måske krigstrætte, og så selvfølgelig de bortfaldne -tilladelser og Dr. Best's Trusler tværs over Graven.
Makker har jeg ikke længer, heller ikke Tobak eller ”Legetøj eller noget af det, der gjorde livet muligt at leve.
For 6. eller 7. Gang siden 13. Januar blev jeg i Går visiteret, men alt hvad de fandt, var lidt Lommeuld og en pudsig tysk Dødsannonce. Nu har jeg kun noget Tøj (endda rigeligt! !), en Blyant, Toiletsager, og - i Smug - et Spil Kort plus en hel Del Optimisme ! Og så må de Allierede hjælpe for resten.
Vi ses snart! Vær vis på det. Alle Krige ophører, og denne har nu allerede varet for længe.
G.
. P.S. Jeg er lidt spændt på om vores Radio, Skrivemaskine, elektr. Barbermaskine, Schrapbog, Papirer, 300 Kr. og m. m. stadig er på Dagmarhus. Men selvfølgelig - der bliver Tid nok! til at ærgre sig. - Jeg hørte en Slåmaskine i Dag; tænk, når man snart igen skal slæbe sådan en.”



( Det sidste brev:) 20.5. 1944.

”Lille elskede Mor!

Så kommer det værste. Ja ikke for mig, for mig vil det ikke være svært, men for dig. Men du har været utrolig, og du vil stadig være det. Du vil få Brug for alt dit Mod, men du har aldrig endnu svigtet! Og så ved jeg, at du vil være overbevist om, at trods alt, så nyttede det ! ! Det er en meget lille Trøst at give dig, men når du ved, at det for mig er tilstrækkeligt vil det også betyde noget for dig.
Hvorfor du nu igen skal miste noget, forstår jeg ikke. Men prøv at tænke på ikke blot hvad du mister, men hvad vi har haft. Jeg ved hvad Far betød og stadig betyder for dig, og pjort for dig, som jeg aldrig har gjort. Men jeg vil ikke bruge Tiden til at fortryde; blot vil jeg være så inderlig glad ved at tænke på, hvor meget vi forstod hinanden, selv når jeg gik min egen underlige Vej.
Det bliver en ganske uendelig svær Tid for dig, den første. Men du må ikke glemme et Øjeblik, hvor meget du stadig har. Ikke blot Bodil har du, men Bodils Drenge. De er en frisk Start, og du kan lære dem meget af, hvad du har lært mig. Hvorfor det skal være dig, der altid giver, ved jeg ikke, men det må være godt at kunde give noget.
Jeg udtrykker mig måske dårligt i Aften; jeg er ikke vant til at sige, hvad jeg føler, og det har heller ikke været nødvendigt mellem os. Vi holdt af hinanden og vi vil blive ved at holde af hinanden, så ganske ligetil og ubegrænset.
Og så vær overbevist om og lad det hjælpe dig, at dette her falder mig mærkværdigt let. Det har ikke været forgæves og derfor er det så enkelt.
Lev vel og hav det godt, lille Mor. Din Dreng elsker dig.

Georg.



SÅDAN BLEV PAPIRERNE SMUGLET UD FRA FÆNGSLET


Blandt Georg Quistgaards medfanger i Vestre Fængsel i dagene umiddelbart før henrettelsen var en ung frihedskæmper fra Horsens, daværende stud. med. (nu overlæge, dr. med.) Jørgen Kieler. Denne fik en kort overgang den opgave at medvirke ved maduddelingen i fængselet, idet det blev hans specielle job at uddele franskbrød til de fanger, der havde fået tildelt dive i et halvt franskbrød, og da jeg om aftenen indsamlede det brød, der ikke var blevet spist om morgenen, var postgangen i begge retninger sikret. På køkkenholdet var vi ganske godt informeret om de forskellige fangers skæbne, og bl.a. dødsdommene blev hurtigt kendt. Dette var også tilfældet, da Deres bror var blevet dømt. En af den tyske værnemagts medlemmer, der på det tidspunkt gjorde vagttjeneste på Vestre Fængsel, havde flere gange udsmuglet breve fra forskellige fanger. Forbindelsen med denne tysker var etableret af en anden fange på køkkenholdet. Samarbejdet mellem min lille posttjeneste og denne udadgående kontakt gjorde det muligt at udsmugle Deres brors dagbog.”

Om de nærmere omstændigheder ved udsmuglingen hedder det videre i Jørgen Kielers brev: ”Den dag, Deres bror var blevet dømt, henvendte en anden af køkkenholdets fanger sig til mig og meddelte, at Deres bror gerne ville have smuglet en dagbog ud. Da jeg den følgende dag delte franskbrød ud, meddelte jeg den tyske vagtpost, at Quistgaard var optaget på listen over dem, der skulle have diætmad. Han lukkede derfor celledøren op, og jeg kastede et franskbrød ind til Deres bror, der så noget forundret ud. Samtidig hviskede jeg til ham: ”Der er en besked i brødet. Jeg kommer igen i aftens Inde i brødet havde jeg lagt en kort meddelelse om, at han skulle udhule brødet og gemme dagbogen deri. Da jeg om aftenen kom igen, så både vagten og jeg, at Deres bror ikke havde spist brødet. Med en lille bemærkning om, at man ikke kunne lade så meget brød gå til spilde, bad jeg Deres bror give mig, hvad han havde levnet Han stod op i cellen ganske rolig og fattet og så mig ind i øjnene. Jeg stod for selv at skulle dødsdømme, og jeg husker, at jeg i det øjeblik spurgte mig selv: Mon du vil være lige så stærk som han ? vi stod lidt sådan; men da vagten blev utålmodig, rakte Deres bror mig brødet uden at sige noget, og døren lukkedes. Brødet og dagbogen blev derefter viderebragt til vor udadgående kontakt. . .”.

Georg Brockhoff Qvistgaard blev født 19 februar 1915 i København. Han var søn af Georg Brockhoff Qvistgaard og Marie Bolette Breyen. Georg blev gift 24 september 1938 med Ellen Johanne Nielsen, datter af Kristen Nielsen og Kirsten Hansen. Georg Brockhoff Qvistgaard var før 1940 kunsthandler i Skindergade, København. Han døde 20 maj 1944 i København, i en alder af 29 år henrettet som frihedskæmper.
Far-Nat*Georg Brockhoff Qvistgaard f. 12 Jun 1874, d. 18 Dec 1914
Mor-Nat*Marie Bolette Breyen f. 8 Apr 1883, d. 6 Feb 1977

Familie: Georg Brockhoff Qvistgaard og Ellen Johanne Nielsen

Kildehenvisninger

  1. [S270] Ib Damgaard Petersen, Faldne i Danmarks Frihedskamp.

Bodil Qvistgaard

K, f. 21 august 1912, d. 1985
     Bodil blev gift med Knud Lum Bredsdorff. Bodil Qvistgaard blev født 21 august 1912. Hun var datter af Georg Brockhoff Qvistgaard og Marie Bolette Breyen. Bodil Qvistgaard døde i 1985. Hun blev bisat fra Korsør.
Far-Nat*Georg Brockhoff Qvistgaard f. 12 Jun 1874, d. 18 Dec 1914
Mor-Nat*Marie Bolette Breyen f. 8 Apr 1883, d. 6 Feb 1977

Familie: Bodil Qvistgaard og Knud Lum Bredsdorff

Philip Nathanson

M, f. 31 oktober 1885
     Philip Nathanson var prokurist. Han blev født 31 oktober 1885. Philip blev gift 14 oktober 1916 med Emma Sophie Cathrine Qvistgaard, datter af Johan Joseph Poul Qvistgaard og Julie Johanne Fanny Busch.

Familie: Philip Nathanson og Emma Sophie Cathrine Qvistgaard

Ernst Georg Louis Brockhoff

M, f. cirka 1821
     Var ugift i FT-1845, hvilket ikke stemmer med datterens fødsel 1843. Men han var vidne ved vielsen 1872.
Ernst Georg Louis Brockhoff var grosserer i Osnabrück, Niedersachsen, Tyskland. Han blev født cirka 1821 i Osnabrück, Niedersachsen. Han var i 1872 particulier i Gammel Kongevej, København. Han var fadder ved dåben af Georg Brockhoff Qvistgaard 26 juli 1874 Birkerød, Lynge-Kronborg, Frederiksborg.1

Folketællinger og boliger

Folketælling1845Kongens Nytorv, København2

Barn af Ernst Georg Louis Brockhoff

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, E. Pierre Vincent, 39 , Ugift, , ??, Frankrig
    Eva Severine Vincent, 35 , Gift, , Hans Kone, København

    Ernst Georg Ludvig Brockhoff, 24 , Ugift, , ??, Osnabruck.

Julie Johanne Fanny Busch

K, f. 29 juni 1850
     Julie Johanne Fanny Busch blev født 29 juni 1850 i Sorø. Hun var datter af (?) Busch. Julie blev gift i 1872 med Johan Joseph Poul Qvistgaard, søn af Ludvig Emil Qvistgaard og Adelheide Juliane Henriette de Neergaard.
Far-Nat*(?) Busch

Børn af Julie Johanne Fanny Busch og Johan Joseph Poul Qvistgaard

Emma Sophie Cathrine Qvistgaard

K, f. 11 februar 1889
     Emma Sophie Cathrine Qvistgaard blev født 11 februar 1889 i Helsingborg, Skåne. Hun var datter af Johan Joseph Poul Qvistgaard og Julie Johanne Fanny Busch. Emma blev gift 14 oktober 1916 med Philip Nathanson.

Folketællinger og boliger

Boligfør 1 november 1906Glostrup, Smørum, København1
Bolig1 november 1906Vesterbrogade 92, København1
Boligfør 1 november 1911Frederiksberg Kirke, Frederiksberg Allé 71, Frederiksberg, København1
Bolig1 november 1911Rigshospitalet, København1
Far-Nat*Johan Joseph Poul Qvistgaard f. 1 Apr 1846, d. 24 Dec 1893
Mor-Nat*Julie Johanne Fanny Busch f. 29 Jun 1850

Familie: Emma Sophie Cathrine Qvistgaard og Philip Nathanson

Kildehenvisninger

  1. [S466] Registerblade, online http://www.politietsregisterblade.dk

Poul Otto Qvistgaard1

M, f. 29 maj 1887, d. 24 juni 1978
     Poul Otto Qvistgaard var massør i Valparaiso, Valparaiso, Chile. Han blev født 29 maj 1887. Han var søn af Johan Joseph Poul Qvistgaard og Julie Johanne Fanny Busch. Poul blev gift før 1925 med Cledesrinda Martell. Poul Otto Qvistgaard døde 24 juni 1978 i en alder af 91 år.
Far-Nat*Johan Joseph Poul Qvistgaard f. 1 Apr 1846, d. 24 Dec 1893
Mor-Nat*Julie Johanne Fanny Busch f. 29 Jun 1850

Barn af Poul Otto Qvistgaard og Cledesrinda Martell

Kildehenvisninger

  1. [S149] Qvistgaard slægtswebsite, online ukendt url.

Valdemar Rudolph Qvistgaard1

M, f. 4 juli 1884, d. 17 februar 1962
     Valdemar Rudolph Qvistgaard var farmer i Lakewood, Ocean, New Jersey, USA. Valdemar blev gift med Hazel McKee. Valdemar Rudolph Qvistgaard blev født 4 juli 1884 i Sverige. Han var søn af Johan Joseph Poul Qvistgaard og Julie Johanne Fanny Busch. Valdemar Rudolph Qvistgaard immigrerede cirka 1912 til USA. Han døde 17 februar 1962 i en alder af 77 år.

Folketællinger og boliger

Folketælling1930Lakewood, Ocean, New Jersey, USA2
Far-Nat*Johan Joseph Poul Qvistgaard f. 1 Apr 1846, d. 24 Dec 1893
Mor-Nat*Julie Johanne Fanny Busch f. 29 Jun 1850

Børn af Valdemar Rudolph Qvistgaard og Hazel McKee

Kildehenvisninger

  1. [S389] Smidth Familien, online http://www.smidths.dk
  2. [S259] Folketælling.      Walter R Avistgaard      M      46
    Spouse      Hazel M Avistgaard      F      39
    Child      Wanda R Avistgaard      F      8
    Child      Fannie M Avistgaard      F      6.

Ludvig Qvistgaard Busch

M, f. 24 juni 1882
     Ludvig Qvistgaard Busch var farmer i Baraga, Baraga, Michigan, USA. Han blev født 24 juni 1882. Han var søn af Johan Joseph Poul Qvistgaard og Julie Johanne Fanny Busch.
Far-Nat*Johan Joseph Poul Qvistgaard f. 1 Apr 1846, d. 24 Dec 1893
Mor-Nat*Julie Johanne Fanny Busch f. 29 Jun 1850

Børn af Ludvig Qvistgaard Busch og Jenny (?)

Frederik Qvistgaard

M, f. 24 juni 1882, d. 3 juni 1953
     Fredrik C. Qvistgaard arrived in the United States in 1904, he established residence in Jersey City, New Jersey. After getting himself settled at 351 Communipaw Avenue, Jersey City, he became an apprentice electrician.

After serving his apprenticesship and becoming an Electrician, he attended a technical to further about his trade. Upon completion of the technical school training he graduated as an Electrical Technician. He then went to work for the A. B. See Elevator Company, where he worked at the wiring of the switchboards for automatic elevators. He worked on the wiring of the first automatic self leveling electric elevator. On 25 September, 1906 Fredrik filed with U. S. Government his intention of becoming a citizen of the United States, stating that he arrived in the U. S. on 15 March, 1904, several years later he was ad-mitted as a citizen by the Common pleas court in Jersey City, N. J. Fredrik became a member of the Swedish Methodist Episcopal Church in Jersey City, he sang in the church choir, and played the trumpet in the churches musical quarted.

On 27 May, 1916 Fredrik married Henrietta E. Swanson, daughter of Andrew and Elna Swanson of Eslor, Sweden, Elna Swanson was the former Elna Anderson of Eslor, Sweden. Emelie Thylen, Henrietta's sister, and Nils Thylen, Emelie's husband, were bridesmaid and best man at the wedding.

Fredrik and Henrietta were married in the Swe-dish Methodist Episeopal Church, by Rev. Algot Wilson, Pastor. Fredrik and Henrietta took up residence at 659 Ocean Avenue in Jersey City. During this time Fredrik kept in contact with his brother Valder who also lived in Jersey City. At the time of their marriage Fredrik was age 33 yrs. and Henrietta was age 25 yrs. Henrietta's Birthday was 15 october, 1891.

On April 12, 1917 Henrietta gave birth to a boy, their first child, he was named Walther Fredrick; Walter after Fredrik's brother Valder and Fredrik after the childs father. There were two other children born to Fredrik and Henrietta, Andrew Swanson Quistgaard was born on 26 October, 1920, he was named after Henrietta's father. Arthur Edwin Quistgaard was born on 13 March, 1924, he was named after a close friend of Fredriks who was a Deacon and Sunday School Superintendant ata the Swedish Methodist Episcopal Church. Fredrik was also a Deacon of the Church.

Following Arthur's birth, Henrietta became ill, and her illness became worse as the years went by, finally after three months in the hospital Henrietta died on 19 May, 1927 from a Cardio Vascular diseas. For about a year Fredrik, with the help of neighbors and his sister in law Emelie Thylen, tried to keep a home together for Walter, Andrew and Arthur. Then in early 1929 Fredrik married Elizabeth Eriekson to be his second wife, and to help take care of the tree children. However the marriage only lasted five years, as Elizabeth took ill and died in June of 1934. Leaving Fredrik a widower for the second time. But now with the children a bit older it was not as difficult to maintain a home for the children by himself, which is what Fredrik did.

In 1938 Andrew graduated High School, and took a job as an apprentice butcher, Arthur was still in High School, Walther was working and going to school for advanced studies. Then on 23 November 1939 Walther was married to Hilda Bylsma a girl of Holland decent, and Walther and Hilda went to live in their own home. In january of 1942 Andrew enlisted in the U. S. Navy, he served aboard the U.S.S. Ranger an aircraft carrier as a Gunners Mate. In September of 1942 Arthur enlisted in the Navy, he served aboard the U.S.S. Bronson a 2400 class destroyer as Gun Pointer in a gun turret. In 1943 Walther enlisted in the Navy and was assigned to the C.b's. the Navy's construction branch as a Petty Officer.

Fredrik still kept up the home. Then on 26 December 1943 Arthur was killed in action when his ship was under air attack and sunk, his body was never recovered.

In December of 1947 Andrew was married to Ruth Wenstrom a girl of Swedish-Finnish decent. Andrew and Ruth went to live in their own home. In 1948 Fredrik retired and lived with Walther and Hilda, and their children, William, Arthur and Peter. In early June of 1952 Fredrik became ill and was hospitalized then on 30 June 1952.

Fredrik died of Artieriosclorosis, while in a coma. Sixteen days after his 70th birthday.

He had a Christian Burial and was laid to rest in the Greenwood Cemetary in Brielle. New Jersey.
Frederik Qvistgaard var automekaniker i New York, USA. Han blev født 24 juni 1882. Han var søn af Johan Joseph Poul Qvistgaard og Julie Johanne Fanny Busch. Frederik Qvistgaard immigrerede 7 marts 1904 til Jersey City, Hudson, New Jersey, USA. Frederik blev gift 27 maj 1916 med Henrietta E. Swanson, datter af Andrew Swanson og Elna Anderson. Frederik blev gift i 1929 med Elizabeth Erickson. Frederik Qvistgaard døde 3 juni 1953 i en alder af 70 år.
Far-Nat*Johan Joseph Poul Qvistgaard f. 1 Apr 1846, d. 24 Dec 1893
Mor-Nat*Julie Johanne Fanny Busch f. 29 Jun 1850

Børn af Frederik Qvistgaard og Henrietta E. Swanson

Familie: Frederik Qvistgaard og Elizabeth Erickson

Ernst Theodor Alfred Qvistgaard

M, f. 20 august 1881, d. 4 juli 1900
     Ernst Theodor Alfred Qvistgaard blev født 20 august 1881. Han var søn af Johan Joseph Poul Qvistgaard og Julie Johanne Fanny Busch. Ernst Theodor Alfred Qvistgaard døde 4 juli 1900 i en alder af 18 år.
Far-Nat*Johan Joseph Poul Qvistgaard f. 1 Apr 1846, d. 24 Dec 1893
Mor-Nat*Julie Johanne Fanny Busch f. 29 Jun 1850

Frantz Max Nicolaus Qvistgaard

M, f. 7 december 1879, d. 23 marts 1895
     Frantz Max Nicolaus Qvistgaard blev født 7 december 1879. Han var søn af Johan Joseph Poul Qvistgaard og Julie Johanne Fanny Busch. Frantz Max Nicolaus Qvistgaard døde 23 marts 1895 i en alder af 15 år.
Far-Nat*Johan Joseph Poul Qvistgaard f. 1 Apr 1846, d. 24 Dec 1893
Mor-Nat*Julie Johanne Fanny Busch f. 29 Jun 1850

Vilhelm Julius Georg Qvistgaard

M, f. 4 marts 1877, d. 10 juni 1895
     Vilhelm Julius Georg Qvistgaard blev født 4 marts 1877. Han var søn af Johan Joseph Poul Qvistgaard og Julie Johanne Fanny Busch. Vilhelm Julius Georg Qvistgaard døde 10 juni 1895 i en alder af 18 år.
Far-Nat*Johan Joseph Poul Qvistgaard f. 1 Apr 1846, d. 24 Dec 1893
Mor-Nat*Julie Johanne Fanny Busch f. 29 Jun 1850

Axel Edvard Johan Qvistgaard

M, f. 30 juli 1876, d. 26 januar 1944
     Axel Edvard Johan Qvistgaard var apoteker i Warren, Litchfield, Connecticut, USA. Han blev født 30 juli 1876. Han var søn af Johan Joseph Poul Qvistgaard og Julie Johanne Fanny Busch. Axel blev gift 6 august 1900 med Flora Anne Cameron. Axel Edvard Johan Qvistgaard døde 26 januar 1944 i en alder af 67 år.
Far-Nat*Johan Joseph Poul Qvistgaard f. 1 Apr 1846, d. 24 Dec 1893
Mor-Nat*Julie Johanne Fanny Busch f. 29 Jun 1850

Børn af Axel Edvard Johan Qvistgaard og Flora Anne Cameron

Emmely Mathilde Frederikke Qvistgaard

K, f. 22 november 1874, d. 1955
     Emmely Mathilde Frederikke Qvistgaard blev født 22 november 1874 i Sorø. Hun var datter af Johan Joseph Poul Qvistgaard og Julie Johanne Fanny Busch. Emmely blev gift 11 august 1901 med Niels Olson Hammerlund. Emmely Mathilde Frederikke Qvistgaard døde i 1955.
Far-Nat*Johan Joseph Poul Qvistgaard f. 1 Apr 1846, d. 24 Dec 1893
Mor-Nat*Julie Johanne Fanny Busch f. 29 Jun 1850

Familie: Emmely Mathilde Frederikke Qvistgaard og Niels Olson Hammerlund

(?) Busch

M
     (?) Busch var lektor i Sorø Akademi, Sorø.

Barn af (?) Busch

Johanne Margrethe Elisabeth Nielsen

K, f. cirka 1821
     Johanne Margrethe Elisabeth Nielsen blev født cirka 1821 i København. Johanne blev gift 21 oktober 1842 i Holmens Kirke, Holmens Kanal 21, København, med Frederik Wilhelm Andersen.

Folketællinger og boliger

Folketælling1845Ulvegade, København1
Folketælling18501. divisions matroskorps, Ulvegade 30, Nyboder, København2

Barn af Johanne Margrethe Elisabeth Nielsen og Frederik Wilhelm Andersen

Kildehenvisninger

  1. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Vilhelm Andersen, 29, Gift, Qvartermester, M, København,
    Johanne M. Andersen, 23, Gift, Kone, K, København,
    Emil V.I. Andersen, 2, Ugift, Søn, M, København,
    Wilhelmine B. Andersen, 1, Ugift, Datter, K, København,.
  2. [S7] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Frederik Wilhm. Andersen, 34, Gift, baadsmandsmath, , Kiöbenhavn,
    Johanne Magrethe Andersen, 29, Gift, kone, , Do.,
    Emil Wilh. Johanns Andersen, 7, Ugift, deres börn, , Do.,
    Wilhelmine Laurine Andersen, 6, Ugift, deres börn, , Do.,
    Laura Lovise Andersen, 2, Ugift, deres börn, , Do.,.

Hunter Cameron Qvistgaard

M, f. 2 maj 1902
     Hunter Cameron Qvistgaard blev født 2 maj 1902. Han var søn af Axel Edvard Johan Qvistgaard og Flora Anne Cameron. Hunter blev gift 2 juli 1922 med Mary Law. Hunter blev gift i 1952 med Alberta Sharp.
Far-Nat*Axel Edvard Johan Qvistgaard f. 30 Jul 1876, d. 26 Jan 1944
Mor-Nat*Flora Anne Cameron f. 2 Maj 1877, d. 11 Nov 1955

Familie: Hunter Cameron Qvistgaard og Alberta Sharp

Barn af Hunter Cameron Qvistgaard og Ruth Henth

Frits Qvistgaard

M, f. 17 marts 1884, d. 14 november 1960
     Frits Qvistgaard blev født 17 marts 1884 i Strandmøllen, Korsør. Han var søn af Ernst Frederik Ludvig Carl Qvistgaard og Laura Louise Andersen. Frits Qvistgaard blev døbt 25 maj 1884 i Skt. Povls Kirke, Kirkepladsen 16, Korsør, bevidnet af Theodor Martin Sofus Qvistgaard.1 Frits blev gift 7 juli 1918 med Ane Margrethe Svarre. Frits Qvistgaard døde 14 november 1960 i en alder af 76 år.

Folketællinger og boliger

Folketælling1890Sønden for byen, Korsør2
Far-Nat*Ernst Frederik Ludvig Carl Qvistgaard f. 8 Feb 1843, d. 25 Sep 1917
Mor-Nat*Laura Louise Andersen f. 11 Sep 1848, d. 25 Sep 1894

Børn af Frits Qvistgaard og Ane Margrethe Svarre

Kildehenvisninger

  1. [S3] , Kirkebog.
  2. [S5] Arkivalier Online, online http://www.sa.dk/content/dk/ao-forside

Niels Olson Hammerlund

M, f. 1 maj 1870, d. 1946
     Niels Olson Hammerlund var smed i Landskrona, Skåne. Han blev født 1 maj 1870. Niels blev gift 11 august 1901 med Emmely Mathilde Frederikke Qvistgaard, datter af Johan Joseph Poul Qvistgaard og Julie Johanne Fanny Busch. Niels Olson Hammerlund døde i 1946.

Familie: Niels Olson Hammerlund og Emmely Mathilde Frederikke Qvistgaard

Andrew Swanson Qvistgaard

M
     Andrew Swanson Qvistgaard er søn af Frederik Qvistgaard og Henrietta E. Swanson.
Far-Nat*Frederik Qvistgaard f. 24 Jun 1882, d. 3 Jun 1953
Mor-Nat*Henrietta E. Swanson f. 15 Okt 1891, d. 19 Maj 1927

Børn af Andrew Swanson Qvistgaard og Ruth Wenström

Walter Frederick Qvistgaard

M, f. 12 april 1917
     Walter Frederick Qvistgaard blev født 12 april 1917. Han var søn af Frederik Qvistgaard og Henrietta E. Swanson. Walter blev gift 23 november 1939 med Hilda Bylsma.
Far-Nat*Frederik Qvistgaard f. 24 Jun 1882, d. 3 Jun 1953
Mor-Nat*Henrietta E. Swanson f. 15 Okt 1891, d. 19 Maj 1927

Henrietta E. Swanson

K, f. 15 oktober 1891, d. 19 maj 1927
     This individual was found on GenCircles at: http://www.gencircles.com/users/schmidt-sargent/1/data/6906.
Henrietta E. Swanson blev født 15 oktober 1891. Hun var datter af Andrew Swanson og Elna Anderson. Henrietta blev gift 27 maj 1916 med Frederik Qvistgaard, søn af Johan Joseph Poul Qvistgaard og Julie Johanne Fanny Busch. Henrietta E. Swanson døde 19 maj 1927 i en alder af 35 år.
Far-Nat*Andrew Swanson
Mor-Nat*Elna Anderson

Børn af Henrietta E. Swanson og Frederik Qvistgaard